Verdens smukkeste hus

I just wrote a really good story, for school. Sad it's in Danish.
I will post it anyway(:
It's called the prettiest house in the world, and it's about a girl, if you want to know more, learn Danish! xD Haha!

Verdens smukkeste hus

Bussen kører en omvej. "Vi lægger ruten om," siger chaufføren med tydelig accent i højtaleren. "I dag lægger vi ruten om. Vi kører ud og ser det smukkeste hus i verden."
Jo, tænker jeg, det er fint, jeg har alligevel en aftale jeg ikke kan overskue. Nu er jeg kapret i en bus, som i stedet for at køre ad ruten kører en helt anden vej, til verdens smukkeste hus.
Jo det passer mig fint.
Der er kun få brokkehoveder i bussen blandt de cirka 15 mennesker som sidder her.
Ikke mange gør forsøg på at standse chaufføren.
Kun nogle enkelte siger: "Hov, hør, hvad er nu det?" men gør ellers ikke noget. De er vel også nysgerrige. Det smukkeste hus i verden.
Hvad er det? Og kan det virkelig ligge i nærheden?

Vi kører videre, og stemningen begynder at blive spændt af nysgerrighed. Der sidder en lille dreng bag mig, sammen med sin mor. Han flytter uroligt på sig, og jeg hører ham hviske til sin mor, om hvornår vi mon er der. Gad vide hvor han mon kører os hen? Chaufføren mærker stemningen, og vender sig ”Det tager kun et øjeblik, i kommer ikke til at fortryde det. Det lover jeg jer.”

Jeg kigger ud af vinduet, det er som om det hele har ændret sig? Nej, det er nok bare mig. Vi er i en skov, en bøgeskov. Jeg vidste ikke der lå sådan en her. Træerne er lysegrønne, jeg lukker øjnene for at kunne dufte de friske træer, og hører fuglene kvidre, se egern lege i træerne og dufte de første krokus på skovbunden. Da jeg åbner øjnene igen, er bussen standset.

Chaufføren og halvdelen af folkene i bussen er steget ud, jeg skal lige til at rejse mig, da en ung mand rækker mig hånden. Jeg kigger op, og ser de fineste grønne øjne. Han smiler til mig. ”Skal du med på eventyr?” siger han med en blød og charmerende stemme. Jeg rødmer, og prøver at smile igen, men det bliver nok mest af alt til et fjoget grin der kommer op på mine læber.

Vi går ud af bussen. Han har stadig fat i min hånd. Nu kan jeg mærke det, livet der er i skoven, hver en lille bille kan man dufte eller mærke. Forårs solen skinner på os, og varmer. Den lille dreng fra tidligere, råber op, ”Mor! Mor! Se et egern!”. Vi kigger alle den retning hvor hans finger peger, og der fra gren til gren, hopper det fineste lille røde egern. En lykkelig stemning breder sig mellem os, det her er livet. Det er her det hele startede, lige fra den mindste bille i skovbunden, til den vagtsomme hjort, det føles så nyt.

Jeg føler mig så fredsfyldt, men bliver vækket op da chaufføren siger at vi skal til at videre. Jeg bliver helt forvirret, som at blive revet ud af en drøm. Men jeg følger med, uden alt for meget brok. Han fører os gennem skoven. Efter at have gået et stykke tid, jeg føler ingen form for tidsfornemmelse i denne magiske skov, munder skoven ud, og vi går igennem 3 meter højt græs, som opdagelsesrejsende igennem en skov. Græsset bliver lavere, indtil det har en længde på 2 meter. Nu begynder der også at komme stokroser.

Vi går i mellem dem, lyserøde, mørke lyserøde og hvide stokroser, duften fyger os om ørene. ”Gud, hvor er her smukt!”, indrømmede jeg højt. Og der imellem alt det høje græs ser jeg en mælkebøtte. Den smukkeste gule mælkebøtte, den står bare der og smiler til mig. Det føles for et kort øjeblik som om alle hverdagens problemer, og andet fjolleri forsvinder, og livets store spørgsmål er besvaret. Et kort øjeblik som om det her var himlen, som om det her var enden på det hele.

Jeg bukker mig ned og plukker mælkebøtten, rejser mig op igen, og for første gang siden bussen, vender jeg mig om og kigger ind i den unge mands øjne. Jeg lægger mærke til at, de ikke bare er grønne, de har noget brunt i dem, når solen rammer dem, og han smiler. Det får mig pludselig til at føle mig så utrolig lille, og følsom. Mit blik falder, han opdager det, og tager om min hage, og løfter mit hoved, så vores øjne mødes igen.

Hans mod rammer mig, og smitter af. Jeg husker nu den gule mælkebøtte i min hånd. Jeg tager hånden med den i op, imellem vores hoveder. Vores blikke falder på den, ”den er til dig” siger jeg forsigtigt.
Han smiler, og det varmer mig. De smukke øjne siger tak, og han sætter mælkebøtten fast i hans skjorte lomme.

Det hele er så smukt og overvældende eventyrligt, at vi helt glemmer at følge med. De andre er helt ude af vores synsfelt, men vi kan følge det nedtrådte græs i deres fodspor. Vi løber hånd i hånd, og når grinene og stakåndet bagtroppen. De andre virker også helt fortryllede af det smukke landskab.

Det meget høje græs er nu blevet til en have. Haven dufter af æbler, blommer, ribs, hindbær og jordbær. Blomster i tusindvis er plantet som en hæk, hele vejen op gennem haven. Den lille dreng sidder allerede oppe i et af frugttræerne og spiser en blomme. Han griner lykkelig ned til hans mor, som står overraskende ubekymret neden for træet, og spiser et æble. Jeg går hen til et ribs busk og begynder at spise, de smager så sødt, jeg bliver helt nostalgisk, og kommer til at tænke på da jeg var lille og vi havde en ribs busk i haven. Jeg endte altid med at svine alt mit tøj til med den røde ribs farve.

Chaufføren kalder fra den anden ende af haven, og vi går alle over mod ham.
Dér bag ham, og alle frugttræerne ligger det. Det vi alle var blevet fortalt om, det var derfor vi var endt her.

Min mund stod let på klem, overraskelsen og skønheden ved dette hus overraskede mig.
Der var noget helt fantastisk og fortryllet over det. Huset havde stråtag, det var slidt, men ikke hulet, på husets mure voksede der grønne og snørklede planter, og stokroser udsmykkede også murene, med deres skæve måde at stå op af og ud fra husets murværk.
De duftede dejligt. Det var rødt med sorte skodder, de var åbne og man kunne se ind af vinduerne at der var lyst, med fine hvide og lyseblå mønstrede gardiner, og potteplanter i vindueskarmen.

Haven sluttede ikke helt op til huset, i stedet havde ejeren lagt brosten, i et smukt mønster. På brostenene stod et lille have sæt, der bestod af to stole og et bord. Rundt om det lille have sæt, stod der potter i alle størrelser og former, fyldt med farverige blomster.
Døren ind til huset stod let på klem, men der så ikke ud som om der var noget hjemme.

Chaufføren vinkede os hen til et af vinduerne. Vi stimlede alle op bag ham, og han tyssede på os. Jeg kiggede ind af vinduet, og lige der midt på stue gulvet stod en gyngestol, og der sad en smuk kvinde, jeg kunne kun skimte hendes ansigt, men jeg kunne på afstand se hvor smuk hun var.
I hendes arme lå en bylt. Jeg skulle lige til at spørge, hvad det var hun holdt. Da hun drejede sig i en vinkel, så jeg kunne se det var en lille baby. Det hele var så overvældende, at jeg kneb en lille tåre.

”Det er min datter” hviskede Chaufføren, ”Er hun ikke smuk?”. Et suk gik gennem os alle, som for at give ham ret. Han vente sig om mod os, og sagde ”Vi må også til at komme tilbage til bussen igen”.

Jeg mumlede, lidt utilfreds med at vi allerede skulle af sted, fra dette magiske sted, men den unge mand kom op på siden af mig, og jeg glemte hurtigt at vi skulle hjemad. Han smilte og ledte mig tilbage gennem den fortryllede have, gennem det høje græs og ind gennem den lysegrønne forårs skov.

Han hjalp mig ind i bussen, smilte og gik ned til sin plads hvor han før havde siddet.
Tænk at en helt almindelig dag, kunne ende så fantastisk. Jeg smilte for mig selv, og tænkte at jeg aldrig ville glemme den her dag og oplevelse.

Da vi atter stopper i byen, smiler vi til hinanden, og jeg ser den unge mand gå af sted med sin mælkebøtte. Selv glemmer jeg alt om hvad jeg skal, og dasker lidt omkring på må og få.
Da jeg endelig kommer hjem, går jeg direkte i seng, og før jeg sover, føler jeg mig heldig, jeg har set verdens smukkeste hus.